Udskiftning af vaner

Èn af de store grunde til at man risikerer at mislykkes i recovery, er ofte, at man kommer til at udskifte én spiseforstyrret vane med en ny. I ALL IN er det derfor alfa omega, at du er 1000% ærlig overfor dig selv, så ikke sygdommen får dig ind i en ny fælde. Her er det særligt vigtigt som pårørende at være opmærksom. Ofte kan man nemlig komme til at bidrage til nye forstyrrede vaner, fordi man tager glæderne på forskud, og forventer for meget. 

Manglende mental omprogrammering

Mange kender til, at der findes flere former for spiseforstyrrelser. Jeg er dog af dén overbevisning, at alle restriktive spiseforstyrrelser er samme sygdom bare med forskellige symptomer. Det synes jeg, at der mangler at blive sat fokus på. Mange oplever at blive behandlet for én spiseforstyrrelse for dernest at overtage alle destruktive vaner fra en ny. Ofte går det hen i det skjulte til at starte med, fordi vægtøgning, desværre, er pejlemærket for "raskhed" i vores samfund. Så kommer du ud af behandling for anoreksi, men ikke er ernæringsmæssigt rehabiliteret eller mentalt omprogrammeret, er der stadig sygdom i din hjerne, og det skaber mulighed for udviklingen af nye dårlige vaner såsom tvangspræget motion, opkast, restriktion m.m. Det sker heldigvis ikke for alle, men jeg tror, at det sker hos dem, hvor hjernen endnu ikke har lært, at vægtøgning ikke er farligt - altså mental omprogrammering. Og det er desværre ikke et prioriteret arbejdspunkt i den psykiatriske behandling. 

Vær opmærksom

I ALL IN recovery er det dig, der skal tage styringen over dit eget liv. Det betyder også, at du må være enormt opmærksom på, hvad der optræder som spiseforstyrrede mønstre, handlinger og tanker i din hverdag. Det kan være meget svært at lokalisere, hvis man står midt i orkanens øje, men derfor er ALL IN en god start. Her bliver du nødt til at antage, at alt er spiseforstyrret. Alle tanker om mad betyder, at du skal spise mere, alle restriktioner betyder, at du skal gøre det modsatte og alle lyster til motion er tvangsprægede. Det er den nemmeste måde at gribe det an på, og oftest også den sande version af historien.

Du må ALDRIG lade dét, at du spiser mere, og (måske) over tid får mere energi, være en udløsende faktor for motion. Misforstå mig ikke - motion er ikke en farlig ting, men det bliver det, hvis det er i relation til tanker om mad og tvang. Derfor skal du være fuldt recovered, før du igen revurderer, hvordan du ønsker at bruge/bevæge din krop. Nogen oplever endda slet ikke at have en lysten til motion udover den helt naturlige bevægelse i hverdagen, og det er lige, som det skal være. 

Opkast 

OBS: oplever du ikke selv problemer med opkastninger, vil jeg bede dig springe over næste afsnit. Jeg formoder, at du er på denne hjemmeside for at få det bedre, og afsnittet herunder er ikke gavnligt, hvis ikke det er en genkendelig problematik i din spiseforstyrrelse. Husk at passe på dig selv - også på informative og trygge sider som denne<3 

Da jeg første gang blev klar over, at opkastning var en ny gren af min spiseforstyrrelse, tænkte jeg med det samme; "fuck, nu har jeg udviklet bulimi. Hvad bliver det næste?". Og det fik skammen i mig til at vokse enormt, selvom jeg følte, at jeg havde fundet den perfekte opskrift på livet. Jeg kunne spise ALT i ét go for derefter at udrense min krop og igen føle mig let og tynd. Men jeg lærte hurtigt, at det bare er et KÆMPE skråplan og meget meget destruktivt - både mentalt og fysisk. Jeg fik gener såsom; ondt i halsen, hævelser, hovedpine, voldsom træthed, dehydrering og mest af alt var jeg bare hundesulten hele tiden.

Jeg opklarede i samme periode, at jeg led af ekstrem sult, og at opkastningerne fungerede som en afledning fra at give efter for denne sult. Det skræmte mig hvor meget mad, jeg i virkeligheden havde/og har brug for. Derfor tilfredstillede jeg den ekstreme sult i meget små glimt for derefter at skade mig selv igen ved at fratage min krop den nødvendige næring. Jeg kom til erklæringen af, at opkastningsmønsteret ville tage livet af mig ligesom alle andre spiseforstyrrelses-mønstre, og at jeg kun havde én mulighed, hvis jeg ville give livet en chance. Det var ALL IN. Opkastningerne kunne have fortsat i al uendelighed, men til sidst var det så hårdt for min krop, at jeg blev mere depressiv end nogensinde før.

Jeg nåede til et punkt, hvor der ikke var andre muligheder, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke ville holdes kunstigt i live af andre mennesker, for andre menneskers skyld. Jeg ville redde mig selv. Og det kan du også!