Skal man fokusere på vægtøgning i ALL IN?
Det er ingen hemmelighed, at vægtøgning er en nødvendig del af at blive rask fra en spisefortyrrelse. Det er simpelthen umuligt at undgå. Men mange gange i min recovery har jeg spurgt mig selv, om vægtøgning burde være et konkret "arbejdspunkt", eller jeg hellere bruge fokusere på "livet på den anden side" som motivation til bare at spise?!
Inden jeg begyndte ALL IN, blev jeg ved med at fortælle mig selv, at det ikke handlede om vægten, og at det, som sagt, bare var en bivirkning af alt det andet arbejde, som jeg skulle til at lave. Men allerede 1-2 uger inde i ALL IN, når jeg gav efter for min krops sultsignaler, var det som om, at jeg mentalt accepterede vægtøgningen. Det er nærmest blevet en motivator for at modarbejde spiseforstyrrelsen. Jeg er nemlig nået til et punkt, hvor jeg har indset, at jeg ikke kan kontrollere min vægt. Skulle jeg regulere min vægt nu, ville jeg være nødt til at blive enormt restriktiv igen, og så er jeg jo bare tilbage i samme gamle mønster. Det mønster, hvis formål er at slå mig ihjel. Så der er kun én vej frem. Og det har jeg fundet ro i. Jeg accepterer vægtøgningen, og bruger det som en motivator for at spise mere, når min krop og hjerne beder om det. Jeg tænker, "jo hurtigere jeg accepterer og arbejder med min krop, jo hurtigere bliver jeg fri og stabil". Hele humlen ved recovery er nemlig at omprogrammere hjernen til, at vægtøgningen ikke er farligt. Men før denne overbevisning trænger igennem, skal man kontinuerligt blive ved med at udfordre frygten, indtil den aldrig mere indtræffer.
Så ja, på en måde synes jeg, at man skal fokusere på vægtøgningen i dén forstand, at man skal lære sin hjerne, at det ikke er farligt. Men at måle og veje sin krop undervejs er en helt anden snak. DET SKAL MAN IKKE. Det er også en form for kontrol, som fastholder tankegangen i restriktion og bestemte succeskriterier. Du kan ikke på forhånd vide, hvad din sunde vægt er. Det kan hverken en læge, en diæstist eller andre fortælle dig. Det er kun din krop, der ved det. Og ved at måle og veje sig ud fra antagelser, riskerer man at stoppe, før ens recovery rent faktisk bliver en egentlig recovery. Det betyder tilbagefald og endnu en tur i manegen, før man igen kommer til konklusionen af, at ALL IN er nødvendigt for at blive rask. Den rigtige ALL IN.
Jeg håber, at jeg med mine tekster kan spare dig for endnu et downfall - det er livet for kort til<3
Link til video, hvor Tabitha Farrar uddyber emnet: