Migration
Dette indlæg er efter min mening ét af de vigtigste for forståelsen af, hvordan kroppen rent biologisk reagerer på underernæring. Hvordan mad bliver en "fare", når anoreksi-gener aktiveres, og hvordan de forskellige dele af hjernen håndterer trusler.
Først er der dog et par begreber, som er gode at kende til for bedre forståelse undervejs i læsningen.
Begreber:
1. Hjernestammeområdet
- dette er vores overlevelseshjerne, som håndterer blandt andet; sikkerhed, mad & sex. Hjernestammeområdet tænker ikke, det reagerer instinktivt, altså af ren refleks, på dén data som den får tilgivet.
2. Hjernebarken
- dette er den rationelt-tænkende del af hjernen.
3. Den primitive hjerne
- denne del af hjernen står for overlevelse, men ikke de udøvende funktioner.
Anoreksien er en overlevelsesstrategi, når der opstår sult
Spørgsmålet om "hvorfor anoreksi" er nok ét af de mest stillede - både blandt patienter, pårørende og fagfolk. Der er helt klart forskellige teorier om netop dette, men jeg har valgt at videreformidle dén teori, som Tabitha Farrar fremlægger i sin bog: 'Genopbyg, Omprogrammér, Bliv Rask!', der oprindeligt stammer fra Shan Guisingers 'Adapted to Flee Famine Perspective'.
Teorien handler om, hvordan pattedyr, gennem tiden, naturligt har udviklet en migrationsrespons i forbindelse med hungersnød. Mad er nemlig en af vores allermest essentielle kilder til overlevelse, og når denne ressource synes at være utilgængelig, skifter kroppen til overlevelsestilstand.
Før i tiden betød dette, at man måtte migrere for at finde et nyt område med rigelig føde. Og for, med sikkerhed, at nå frem til dette sted var det ikke gavnligt at holde pauser undervejs for at spise. Så risikerede man at komme bagud i flokken, og måske endda slet ikke nå frem til stedet med nok mad. Dengang var der også risiko for, at man skulle kæmpe mod sine gruppemedlemmer om at komme først til føden. Derfor var overlevelsesstrategien at spise mindst muligt og bevæge sig mest. Udelukkende for at sikre sig at komme til nok mad igen.
Teorien kan også forklare, hvorfor folk med anoreksi ofte får stor trang til at bevæge sig efter et måltid. Fordi migrerings-responsen stadig er aktiveret, og kroppen er i overlevelsestilstand. Den vil hurtigst muligt hen til stedet med rigeligt mad, og derfor kan pauserne ikke være for lange.
Men der er jo nok mad i verden nu?
Mange kan undre sig over, hvorfor denne respons stadig synes at dukke op hos mennesker i dag på trods af, at vi lever i en verden med rigeligt mad. Formodentligt er det en evolutionær respons, som folk, der er genetisk disponerede for anoreksi. oplever, når underernæring indtræffer.
Hjernestammen reagere instinktivt på faresituationer uden først at kommunikere med hjernebarken. Det er tidsmæssigt spild, hvis hjernen skal have godkendt løsningsforslag inden den tyer til handling, når et menneske står overfor en trussel. Derfor kan vi rationelt godt være bevidste om, at vi ikke befinder os i hungersnød, men så snart hjernen modtager frygt- eller faresignaler, er det hjernestammeområdet, der tager over. Hjernestammen reagerer på data, og handler ud fra disse. Så opsnapper den, at der ikke er mad nok, og at du er i energiunderskud, vil den, hos folk med genetisk disponering, udløse anoreksi som overlevelsesstrategi. På den måde sikrer hjernen sig, at dit hovedfokus er at migrere til et sted med nok mad.