Ekstrem sult er ikke ekstrem!

Ekstrem sult er et fænomen, der ofte bruges i forbindelse med recovery fra en spiseforstyrrelse. Nogen mener, at ikke alle oplever såkaldt "ekstrem sult", men det har jeg svært ved at tro på. For denne store sult-respons er netop udfaldet af længerevarende underernæring, som blev tydeliggjort i recovery-fasen i 'The Minnesota Experiment'. 

"Man kan ikke jo heller ikke sammenligne hund og kat"

Grunden til at ekstrem sult kaldes "ekstrem", er fordi den i sammenligning med normal sult kommer til udtryk som voldsomt forøgede sultsignaler. Kroppen craver meget mad, og det er helt naturligt. Man kan altså ikke sammenligne underernærings-sult med normal sult. Det er to vidt forskellige ting.

 Ekstrem sult er kroppens reaktion på for lidt mad i længere tid, og når maden endelig er tilgængelig, ser kroppen sit snit til at genopbygge. Det er faktisk ret klogt! Den prøver bare på at redde dit liv. Kroppen fortæller dig, at den har brug for energi, byggesten og næring gennem både fysisk og mental sult. Mental sult er mindst lige så vigtig at honorere som den fysiske, og mange i recovery oplever faktisk, at denne er allermest dominerende. I begyndelsen fordi kroppen (ofte) ikke er vant til meget mad, og derfor fysisk føles "fyldt op", men også gennem hele processen fordi mentale sult-signaler er "billigere" for kroppen at sende end fysiske. Derfor er det vigtigt at tage mental sult lige så seriøs, som hvis maven rumler, eller energien er dalende. 

Og ja, det er oftest meget mad, der skal til. Men det er også den eneste udvej. Mad er din medicin, og den "ekstreme sult" er din egen personlige læge. Den fortæller dig præcis hvad- og hvornår du har brug for mad, og så længe du undertrykker dette, bliver du ikke rask. 

Det er meget få mennesker, der ville takke nej til medicin fra lægen, hvis de fik ad vide, at det var den eneste vej til kurering. Så hvorfor skulle du sige nej til maden?