Minnesota Starvation Experiment
Den biologiske respons på sult har vist sig at hænge mere sammen med udviklingen af spiseforstyrrelser end først antaget. Dette blev første gang "opdaget", da University of Minnesota udførte et studie (1944-1945), der skulle undersøge, hvordan man bedst kunne hjælpe mennesker med at komme sig ovenpå voldsom underernæring. Det såkaldte 'Minnesota Starvation Experiment' har siden fået kæmpe betydning for opfattelsen af spiseforstyrrelser, og er et essentielt bevis på, hvorfor ALL IN er den mest naturlige og nødvendige healingsproces.
Eksperimentet kort fortalt:
I 1944 gik 36 unge mænd frivilligt med til deltage i et såkaldt sulte-eksperiment. De første 12 uger spiste mændene en normal kost, som var svarende til, at de kunne holde deres vægt stabil. De efterfølgende 24 uger blev mændenes daglige kalorieindtag omtrent halveret, hvilket naturligvis førte til drastisk vægttab. Det var også her, at eksperimentet begyndte at vise interessante resultater:
Deres energiniveau og styrke formindskedes.
Deres hovedfokus blev mad og atter mad. Her udviklede de en adfærd som mange nok genkender som "klassisk" spiseforstyrret adfærd - f.eks. at kigge på mad konstant, læse kogebøger, tygge store mængder af tyggegummi m.m.
De udviklede store mængder af irritation, hvis ikke måltiderne kom på de rigtige tidspunkter, eller var som forventet.
Man fandt, at mændene udviklede depressive tendenser under eksperimentet.
Deres fysiske velværd gik markant ned: de fik lavere blodtryk, kom sjældnere på toilettet, frøs konstant og følte sig svimle.
Mange af mændene oplevede også såkaldt "body dysmorphia", hvor deres syn på egen krop var voldsomt forvringet.
Efter endt sulteperiode skulle mændene igennem en recovery proces. Her blev de inddelt i fire forskellige grupper, som hver skulle spise forskellige mængder mad. Det interessante her er, at på trods af den forøgede mængde af kalorier, som mændene nu fik (især i gruppe 4, der var mere eller mindre tilbage til deres udgangspunkt), oplevede de stadig alle en følelse af voldsom sult. Også efter eksperimentet endte, observerede man, at mændenes kalorieindtag generelt var meget forhøjet. Mændene spiste altså nu uden restriktioner og til mæthed hver dag. For nogen betød det over 12.000 kalorier om dagen for at kroppen igen kunne reparere, hvad der var blevet ødelagt under sulteperioden. Eksperimentet viste, at de fleste af mændene endte på en vægt, der var 10% højere end udgangspunktet, men over tid (måneder) stabiliserede vægten sig igen. Dette er første gang, at fænomenet "set point weight" er blevet påvist så lysende klart.
Hvad kan du bruge det til?
Selvom eksperimentet som udgangspunkt ikke var myntet på spiseforstyrrelser, giver det alligevel et klart billede af, hvordan underernæring påvirker vores fysiske- og psykiske tilstand. Det beviser også, at kroppen har brug for store mængder mad for igen at hele sig selv. Det er ren biologi. Eksperimentet er mit stærkeste argument for, hvorfor ALL IN metoden virker. Det er bevist, at kroppen har brug for meget næring for igen, at kunne regulere sig selv. Og det er bevist, at det over tid er muligt at lande i et normalt spise- og adfærdsmønster igen. Spiseforstyrrelsen er en overlevelsesmekanisme, fordi kroppen er desperat og i mangel på næring. Det fortæller jeg meget mere om i et kommende indlæg om migrering.
Kilder:
Baker, D. & Keramidas, N. (2013, October). The psychology of hunger. American Psychological Association. https://www.apa.org/monitor/2013/10/hunger
Rambles, R. (2018, 21. januar). Minnesota Starvation Experiment + ED/Dieting Recovery [video]. Youtube. https://www.youtube.com/watch?v=cUYcEHlJ94k&t=309s