ALL IN UANSET VÆGT
Fordi ALL IN-metoden mest af alt handler om at give slip på kontrol, er frygten for at vægtøge naturligvis enormt stor hos folk med en spiseforstyrrelse. Var man fuldstændig ligeglad med kroppens nødvendige ændring gennem recovery, ville man ikke være syg med en spiseforstyrrelse. Så ville man i stedet bare spise og lytte til kroppens signaler uden nærmere eftertanke - ligesom i 'The Minnesota Starvation Experiment'. Det er altså udelukkende frygten for vægtøgning, der afholder folk fra at blive raske.
Helt rask fremfor Quasi Recovery
Med den krævede fysiske stabilitet følger også en mental omprogrammering, som er essentiel i recovery. Man kan altså sagtens blive "vægtstabil", men stadig være enormt restriktiv eller forstyrret i sine tanker. Her kan man bruge begrebet Qusai Recovery. Et udtryk for kun at være semi-rask. Et stadie, hvor man er landet i en "falsk" raskhed. Det er også her, at mange oplever tilbagefald over tid - oftest fordi den mentale omprogrammering ikke er fulgt med den fysiske stabilisering. Mange der har været gennem den psykiatriske behandling for spiseforstyrrelser, bliver ofte efterladt her, fordi vægten er det eneste pejlemærke for succes i denne type behandling. Derfor kan det også være nødvendigt for folk efter endt vægtøgning, at gå ALL IN. Primært af to grunde:
Den offentlige behandlings vægtkrav er typisk langt lavere end kroppens naturlige set-point-weight. Det er som regel regnet ud fra BMI, som er en meget kritiseret og unøjagtig målestok for kroppens egentlige behov efter længerevarende sult. Det er nu engang kun kroppen, der ved, hvornår den er sund og balanceret. Derfor oplever mange at måtte "samle op" på behandlingen efterfølgende, fordi den mentale omprogrammering ikke er fulgt med eller sulten imødekommet.
ALL IN i det offentlige behandlingssystem bliver ikke accepteret. Mange oplever faktisk at nå til et punkt i behandlingen, hvor de ønsker at give efter, men ikke må, eller kan, fordi vægten ofte skal stige med et meget bestemt antal kg pr. uge. Der er stadig en misforståethed i psykiatrien om, at store mængder mad i recovery er lig med overspisninger, hvilket de fleste behandlingssystemer prøver at "aflede" patienten fra. I stedet får man en begrænset mængde mad, og selvom denne kan være stor, er den oftest ikke stor nok (læs mere om dette i indlægget om 'Minnesota Starvation Experiment).
"Man kan ikke løse en kontrollidelse med mere kontrol"
ALL IN handler altså langt fra om vægt. Det handler mest af alt om dén omprogrammering, man skal lave i hjernen. Man skal overbevise den om, at vægtøgning ikke er farligt. Og man skal lære den, at den kan stole på kroppens regulering. Det gør man hverken ved restriktion, kompensering eller tvang fra andre. Det handler om at slippe alle former for kontrol, uanset vægten, og gøre lige det modsatte af hvad spiseforstyrrelsen dikterer. For omprogrammeringen SKAL ske for at blive rask - og nej, du bliver ikke overvægtig. Kroppen kan du altid stole på vil dig det bedste uanset hvad. Nu er det din opgave at lade den give dig omsorg. Og husk! Du kan ikke vide, hvornår du er vægtstabiliseret. Først når du ikke længere er forstyrret omkring mad og motion, har din krop fundet sit naturlige leje. Tænker du stadig på mad, eller bekymrer dig om det, skal du spise.